Jeg kan desværre ikke få lov at læse Jons rapport (serveren er vist i udu),
men jeg kan læse hans argumenter, og de slår mig som temmelig forenklede.
Iphone er givetvis et populært håndsæt. Men det er langt fra alle, der har
en Iphone - eller har lyst til at eje en Iphone, for den sags skyld: Folk
med store fingre, for eksempel. Eller folk, der ikke er teknologistærke. I
mange tilfælde altså ganske almindelige mennesker, der har et normalt liv,
som ikke roterer om noget som helst high tech.
Ja, smartphone-brugere surfer mere end andre, men det gør de på trods af, at
så mange hjemmesider ligner lort i en mobilbrowser, ikke på grund af. De gør
det på trods af, at det kan være overmåde kompliceret at navigere på en
desktop-webside, selv med de nyeste håndsæt til rådighed. De lever hellere
med alle de usabilityproblemer det medfører, fordi alternativet er helt at
undvære.
Men de er ikke nødvendigvis tilfredse med det de ser. Og det er en væsentlig
parameter.
Er man oven i købet så uheldig ikke at have en "stor" skærm og en
3G-forbindelse til rådighed, så surfer man naturligvis også mindre, fordi
det nu er endnu sværere at navigere på en webside, der ikke er tilpasset
mobile forhold.
Og fint nok med det: For det er blandt andet derfor, der er mange penge i
det mobile webmarked for dem, der kan finde ud af at gøre det rigtigt.
Det er i øvrigt en stor misforståelse at en webside er "mobil", bare fordi
den er dummet ned til at kunne ses i en smartphone, eller en ældre Nokia.
Ordet "mobil" henviser til, at det er brugeren (inkl. håndsættet), som er på
farten - ikke om websiden kan squeezes ud på 320x320 pixel.
At være på farten/i bevægelse er en situation, som er radikalt anderledes,
end den situation, man er i, når man sidder ved en desktop-pc eller en
bærbar. Og det er det, en mobil webside skal tage højde for.
Tænk lidt over det: Hvor og hvornår surfer du selv på mobilen? Ikke så meget
der hjemme (med mindre du gør det, mens du laver mad); måske lidt mere på
arbejdet; Til gengæld en del i toget, på gaden eller i sociale sammenhænge -
alle de steder, hvor der giver mening at bruge en telefon som
internetadgang, fordi man ikke altid kan slæbe rundt på en bærbar.
I mange tilfælde befinder man sig altså i en kontekst, hvor man har
opmærksomheden fordelt på 2-3-4 parallelle opgaver: Man skal huske at trykke
stop i bussen, man skal besvare et telefonopkald, man skal holde øje med
indkøbsposerne, eller man skal være social med kammeraterne - samtidig med,
at man tjekker post, eller facebook, eller prøver at finde ud af, hvordan
man kommer fra A til B.
På en desktopbrowser har man en mus. Man har 10 fingre til rådighed, når man
skal skrive. Man sidder ned. På en mobiltelefon har man i mange tilfælde kun
en (1) tommelfinger.
Står du i blæsevejr og en halvbrandert klokken 3 på Herlev station for at
finde nummeret til Herlev Taxi, så er navigation på en hvilken som helst
mobiltelefon med sikkerhed ikke det, du er bedst til.
Finder du nogensinde Herlev Taxis hjemmeside, så er det desværre sådan, at
Herlev Taxi har besluttet at følge Jon Lunds råd og lade være med at gøre
noget for deres mobile kunder (og de er jo ellers nok i flertal i sådan
branche). Så godt nok finder du telefonnummeret, men fordi siden ikke er
optimeret til en mobil browser, så skal du nu huske alle otte cifre, mens du
skifter over til telefonen for at ringe.
En mobil webside tager højde for, at andre end iPhone-brugere også kan få
brug for at ringe efter en vogn og nummeret vil derfor være kodet, så man
kan ringe direkte op fra siden.
Nå, chaufføren ville ikke køre med dig, fordi han bedømte dig som en
sikkerhedstrussel mod læderindtrækket, og du trasker op på stationen og
venter på morgentoget.
I ventetiden forsøger du at bestille en pizza. Fordi, du ikke kender området
godt, så bruger du en portal som just-eat.dk. Den kender du, fordi du har
brugt den så mange gange derhjemme.
Men just-eat.dk har også har fulgt Jon Lunds råd, så de har heller ikke
bygget en mobil hjemmeside, og det tekstfelt, hvor du skal forklare
pizzabudet, at du står på Herlev Station og fryser, er meget lille og svært
at skrive i når det blæser, og man ikke er helt appelsinfri. Resultatet er
nedslående.
Et konkret eksperiment til alle de, der stadig måtte tvivle på det mobile
web er at tage en tur med bussen eller metroen i myldretiden. Hæng i
stroppen med den ene hånd, mens du læser et par artikler på
http://dr.dk/eller http//:
tv2.dk/ . Undervejs, så husk at observere, hvordan andre bruger deres
telefoner.
Gentag eksperimentet på hjemvejen, men brug http://m.dr.dk/ og
http://mobil.tv2.dk/ i stedet, og fortæl mig så, at der ikke er en forskel,
og at dit blodtryk ikke har det betydeligt bedre på sidste halvdel af turen.
Så jo, det kan i høj grad betale sig at slå en masse knuder for at lave en
mobilvenlig hjemmeside. Men som med så meget andet, så kan det kun betale
sig, hvis det giver mening at gøre det - for organisationen og ikke mindst
for kunden.
Ok, det var lidt af en omvej for at sige: Sæt jer ind i det mobile web og
dets præmisser, drenge og piger, inden I afskriver det.
/lmss
Den 11. nov. 2009 16.34 skrev Jon Lund <j...@jon-lund.com>:
> Hej Rune,
> Du spørger: hvordan skal jeg, rent teknisk, lave en mobil-venlig udgave mit
> site?
> Svaret er: Slå endelig ikke for mange knuder på dig selv for at lave din
> hjemmeside mobil. Dem der virkelig bruger nettet på mobilen er nemlig dem
> med smartphones - og ganske særligt iPhones - og de kan godt navigere (ikke
> fantastisk, men OK til formålet) på din almindelige hjemmeside. De mange med
> gamle telefoner surfer stort set ikke på nettet.
> ...
--
Lars Michael Sørensen,
Sitewinder Web Experience
---------------------------------------------------------
Indhold og struktur på nettet:
Rådgivning og undervisning
dotMobi Certified Mobile Web Developer
http://www.sitewinder.dk/ tlf. 4093 2198 lmso...@sitewinder.dk
----------------------------------------------------------